Skaber blogging værdi?
Det spørgsmål satte jeg mig for at undersøge som emne for mit speciale.
Mit navn er Vicki Rasmussen, og i 2016 indgik jeg et speciale-samarbejde med Facon, dengang MiniMarketing. Det samarbejde betød, det var mig, som var den hovedansvarlige for blogindlæggene, der blev udsendt i 2016. Blogindlæggene skrev jeg i samarbejde med de ansatte, og i slutningen af juni kiggede vi på resultaterne for at se, om det kan betale sig at blogge.
Jeg vil nu dele med jer, hvad vi kom frem til.
Tid
Det tager overraskende lang tid at skrive et blogindlæg – i hvert fald hvis det skal være et godt et. Det kan tage en eller to arbejdsdage at producere et godt blogindlæg. Jep, det er ret tidskrævende.
- Jeg brugte tid på at snakke med en fra MiniMarketing for at få indhold til blogindlægget (de har nemlig langt større erfaring med markedsføring, end jeg har).
- Derefter begyndte jeg at skrive blogindlægget – det kunne også tage et stykke tid.
- Så fik jeg det læst igennem af en fra MiniMarketing, og det betød oftest, at jeg skulle tilføje nogle rettelser.
- Så var det ude af mine hænder, og i stedet blev det deres opgave at udforme et forsidebillede til blogindlægget. For nogen er det en mindre detalje, fordi du kan købe et billede fra internettet og bruge det. MiniMarketing foretrak at skabe et selv, så der kommer en tydelig rød tråd mellem indhold og det visuelle, men det er en løsning, som også tager tid.
- Så var blogindlægget også klar til at blive lagt op på hjemmesiden, hvilket (sjovt nok) også tog tid, for det skulle sættes rigtigt op.
Ud fra denne redegørelse har du nok fået en lille idé om, hvad det kræves for at skabe et blogindlæg: tid. Men der er også nogle positive ting ved at blogge.
Du bliver lettere fundet på søgemaskineresultater
Et blogindlæg indeholder (surprise) en masse ord. Og der kan være nogen derude bag skærmene, som søger efter noget på Google og bruger lige præcis de ord, som står i blogindlægget. BANG – så dukker dit blogindlæg op i deres søgemaskineresultater. Du er blevet fundet af dine kunder, og du har overhalet dine konkurrenter. Hvis du endda har skrevet et godt blogindlæg, så står du skarpt i kundernes hukommelse, og sandsynligheden for, at de kontakter dig, næste gang de skal bruge en med din ekspertise, er stor.
Der bliver ledt mere trafik hen til hjemmesiden
En virksomheds blogindlæg bliver typisk lagt op på virksomhedens hjemmeside. Når en potentiel kunde finder et blogindlæg ved at søge på bestemte ord på internettet, så ryger kunden automatisk ind på hjemmesiden. Når kunden alligevel er inde på hjemmesiden, er der større sandsynlighed for, at de bladrer rundt på de andre sider og lærer din virksomhed bedre at kende. Den trafik kan blive guld værd.
Skaber det så værdi?
Mit svar er ja – blogging skaber værdi.
Men det kræver også noget. Du skal afsætte tid til at skrive et godt blogindlæg, som handler om noget, andre kan få glæde af. Hvis du ikke gider at dele ud af din viden og give noget til dine læsere, kan du lige så godt lade være. Dårlige blogindlæg er der ingen, som gider læse, kommentere på eller dele.
Jeg synes dog, at fordelene overstiger ulemperne. Du kan få trafik hen til din hjemmeside og opmærksomhed til din virksomhed. Det er svært at finde andre metoder, som er lige så billige og effektive som blogging er.
Så prøv det af – virksomhedsblogging er stadig mest udbredt inden for kommunikationsbranchen, så hvis din virksomhed beskæftiger sig med noget andet, kan du komme foran i køen og lettere blive fundet på internettet og tiltrække trafik til din hjemmeside.
Det kan betyde flere kunder, mere opmærksomhed og flere arbejdsopgaver.