Det hele handler om, hvad du gerne vil signalere. At få vist hvem du er, din personlige kant, og hvad du kan – uden at blæse det op, men bestemt også uden at gemme det væk. Din personlige profil er selvfølgelig mest af alt vigtig for dig selv. Den brander dig og dine kompetencer. Samtidig kan din personlige profil være en vigtig brik i din virksomheds markedsføring. For det er svært at være virksomhed på sociale medier med i dags algoritmer. Så din branding på din personlige profil er både synlig for kommende kunder, kommende medarbejdere og kommende arbejdsgivere.
Derfor er et attraktivt skelet essentielt.
Giv et godt førstehåndsindtryk – titel, profil- og coverbillede
Du skal have et profilbillede, størrelse 400×400 pixels. Motivet er selvfølgelig nemt. Det skal være dig, det skal være tæt på, og det skal være professionelt – så ingen festbilleder, hvor du har klippet andre fra, og kun billeder i god opløsning. Hvordan det derudover skal være, afhænger helt af, hvad du gerne vil udstråle og signalere.

Du skal også have et coverbillede, så din profil er mere færdig. Størrelsen er 1536×768 pixels, men hvad motivet skal være, er et ret åbent spørgsmål. Du kan bruge det til, hvad som helst der viser noget mere – relevant – om dig. En arbejdssituation, de produkter du arbejder med, en grafisk opsætning med lidt tekst/forskellige ord/slogan el.l. Eller måske har du helt andre idéer.
Bare husk at tænke på:
- Det skal være tydeligt, også på en lille skærm.
- Dit profilbillede fylder en del af coverbilledet – og det på to forskellige steder afhængig af skærmens størrelse
Når det kommer til din overskrift, er der forskellige løsninger:
- Fokus på kompetencer
- Fokus på titler
- Et værditilbud (evt. med en call-to-action)
Kompetencer og titler giver begge et hurtigt overblik over, hvad du kan. De bliver ofte brugt i søgninger, så der er større chance for at blive fundet der. Derfor kan det også være en god strategi, hvis du er jobsøgende.
Typisk sætter du det op som en række kompetencer eller titler adskilt af komma eller en streg |. Hvilken du foretrækker er en smagssag.
Et værditilbud handler om, hvad du kan tilbyde potentielle kunder/arbejdsgivere. Du kan sætte det op som en almindelig sætning: Tekstforfatter, som fanger din virksomheds essens i målrettede tekster, der sælger.
Eller du kan starte med et spørgsmål: Tekst, der sælger? Jeg researcher og skriver en målrettet tekst – tilpasset din målgruppe, tone-of-voice og dit brand.
Er du freelancer eller selvstændig er et værditilbud en oplagt løsning, da potentielle kunder nemt vil se værdien af dig i netværket. Er du medarbejder, vil det afhænge af din rolle i virksomheden, hvad der giver mening på din profil.
Du kan evt. tilføje en call-to-action – f.eks. ring til [tlf.nr.] eller connect gerne.
Uanset løsningen, så husk: du har 120 tegn – udnyt dem! Men med det vigtigste først, for slutningen bliver ikke vist i forhåndsvisninger.
Fortsæt de gode toner i en gennemført profil
Profilteksten er central. Den er det første under din profil, og du har frit spil på hele 2000 tegn – selvom forhåndsvisningen er kort. Du skal hurtigt gøre besøgende nysgerrige nok til at trykke ”Læs mere”. Og du skal fastholde nysgerrigheden – du skal give dem lyst til at være en del af dit netværk.
Derfor er det IKKE dine tidligere jobs eller uddannelse, du skal skrive om. Du skal tænke fremad og målrette teksten besøgende. Hvad tilbyder du? Hvad vil du gerne? Hvad brænder du for? Det gælder uanset, om du er jobsøgende eller ansat. Besøgende skal mærke dig, din passion, din personlighed – og selvfølgelig også dine kompetencer, evt. krydret med et par resultater.
Slut gerne af med et call-to-action og dine kontaktoplysninger. Kontaktoplysninger skal du selvfølgelig også skrive under ”Kontaktoplysninger”, men kun dit netværk kan se dem der. Din profiltekst er derimod offentlig, og mennesker udenfor dit netværk kan også have brug for dine kompetencer. Derfor er det en fordel.
Kompetencer (og anerkendelser) er der, hvor du kan opsummere, hvad du kan. Dine kompetencer skulle gerne gennemsyre hele din profil, men her bliver de pindet ud. Og det gælder om at være præcis. For du kan sagtens hælde mange på, men jo flere overlap du har, jo mere spredt vil dine anerkendelser også blive. Vælg de centrale måske 10 eller 20, så din profil bliver skarp – for selvfølgelig kan du ikke alt.
Anerkendelserne kommer ikke af sig selv. Vær ikke bange for selv at anerkende andre – når du helt oprigtigt finder dem dygtige til de kompetencer, de har noteret. Så er der god chance for at få nogle igen.
Erfaringer er mere end titel, arbejdsgiver og tidspunkt.
Du har mulighed for at uddybe, hvad du har lavet – og det skal du udnytte. Fortæl, hvad du har været ansvarlig for, hvilke resultater du har skabt, og hvordan du kan bruge det fremadrettet. Har du haft småjobs, måske studiejobs for længe siden, så overvej 1. er de overhovedet relevante længere? Og ellers 2. saml dem i én, så den plads, de optager, svarer til deres relevans.
Husk også, at du kan vedhæfte anbefalinger og projekter, så du også visuelt kan fremvise dine projekter eller resultater.
Under uddannelse gælder det om at få det grundlæggende og relevante med. Hvor meget det er, afhænger af din erhvervserfaring. Din erhvervs- eller universitetsuddannelse er selvfølgelig altid relevant, men studieprojekter, karakterer, specifikke fag og HF/STX/HTX/osv. er kun vigtigt, hvis du har begrænset erfaring.
Hertil kommer selvfølgelig kurser, videreuddannelse og certificeringer. De vil næsten altid være relevante for din profil – for der var jo en grund til, at du tog dem.
Og så til arbejdet: netværk, nysgerrighed og gavmildhed
Når din profil er færdig – altså, den bliver selvfølgelig aldrig færdig, du skal stadig udvikle den løbende. Men så kommer det virkelige arbejde.
Indlæg, artikler, networking, at spørge nysgerrigt ind og dele frimodigt ud.
Det engagement, du lægger i, det er den værdi, du kan forvente kommer ud på den anden side. Og så kan det virkeligt give godt! Har du brug for hjælp – til selve profilen eller strategien? Så kan du altid skrive til mig, [email protected].