Tænk dig godt om, før du sender elektroniske julekort til dine kunder. De er ikke personlige, og det er en billig måde at kommunikere med dine kunder på.
Julen er i stedet den perfekte tid på året at tage fat i dine kunder og sige ordentligt tak.
Du kan vise dem, hvor meget du værdsætter dem. Vise, hvor glad du er for deres støtte, ved at sende dem et julekort, der betyder noget.
Send dem et julekort, der er personligt. Et unikt kort specielt til dem. Et kort, hvor du ønsker dem alt det bedste og viser, at de betyder noget for dig. Den tid, du bruger på et unikt og personligt kort, er en investering i loyale kunder.
Julekortet er ikke en annonceplads
Husk: Indholdet af julekortet bør være relevant for modtageren – din kunde, og skal ikke bruges som reklameplads for dine produkter eller ydelser. Så lad være med at bruge julekortet som en del af din markedsføring. Det er den største fejl mange virksomheder begår. Julekort er med til at skabe relationer der betyder noget.
Dit julekort bør være en personlig gestus, hvor du siger tak for et godt samarbejde. Du kan også bruge pladsen til at skrive om større begivenheder, der har fundet sted i virksomheden i årets løb. F.eks. flytning eller nye medarbejdere. Ligesom man ville fortælle om større begivenheder i livet, i julekortet til familie og venner.
Hvis du har mulighed for det, så skriv dit kort i hånden. Et håndskrevet kort gør et enormt stort indtryk.
Du kan bruge julekortet til at genoplive relationer med kunder, der har været inaktive i løbet af året. Husk alle der betyder noget for din forretning. Også de som har handlet med dig tidligere. Ved at sende disse kunder et julekort, minder du dem om at du stadig er der for dem og at du er åben for at tage et samarbejde op igen.
Vær oprigtig og dine kunder vil huske dig næste gang de har brug for et produkt du tilbyder.
Gør noget unikt
I en tid hvor alle vælger den nemme løsning, fordi den er billig og sparer tid, har du muligheden for at gøre noget unikt og dybt personligt.
Ok, det er ikke sikkert at du har muligheden for at håndskrive 100 julekort, men hvis du gør det, har du også muligheden for at komme med specifikke referencer til den enkelte kunde, f.eks. omkring jeres samarbejde. Og mon ikke det er tiden og besværet værd at lægge lidt ekstra arbejde i et julekort dine kunder husker og gemmer?
I stedet for at vælge den nemmeste og billigste løsning, så vælg at sende et julekort der viser at du har investeret både tid og penge. Vis dine kunder at de er dét værd. Send dem et unikt julekort. I en kuvert. Med frimærke. Underskrevet af dig personligt. Og måske med håndskrevet adresse på kuverten?
Det er hårdt arbejde. Ja. Men uden dine kunder havde du ikke en forretning. Dine kunder er et unikt julekort værd.

