Vis mig dit logo, og jeg skal sige dig, hvem du er.
For dit logo er ligesom en bolig i Kender Du Typen. De valgte ord, farver, former og figurer afslører, hvem din virksomhed er. Men modsat programmet behøver man ikke være ekspert for at afkode logoer. Vi gør det alle sammen hele tiden – på et splitsekund vurderer vi, om vi vil handle med den ene eller den anden.
Derfor skal vi kunne forstå og genkende dit logo uanset konteksten. Og derfor skal det være spot on, så du skaber et positivt og tidssvarende indtryk overfor potentielle kunder.
Det er nok derfor, du er her. Fordi du godt ved, at med jævne mellemrum, efterhånden som din virksomhed udvikler sig, er det nødvendigt med et nyt eller opdateret logo, så det fortsat sender de rigtige signaler om din virksomhed.
Men nu til de tre tommelfingerregler, så dit logo bliver fit to fight og trækker kunderne over på din banehalvdel.
Tommel 1: Det skal være enkelt – virkelig enkelt
For som sagt, kunder bruger et splitsekund til at tolke, hvad de ser. Om det er virksomhedsnavn, tagline, bomærke (altså et grafisk symbol) vil være forskelligt. Det afhænger af din virksomhed, og hvad du vil signalere.
Lad os tage to eksempler:


Begge logoer er enkle, alle detaljer er tydelige, og formerne er nemme at genkende og afkode. Stilene stikker til gengæld i to forskellige retninger – for logoet skal også tale til den rigtige målgruppe. Sundhedshusets bløde, forklarende logo, som taler til Hr. og Fru Danmark og det stilrene Homatics logo, som taler til erhverv.
Komplicerede figurer kan kunderne ikke nå at genkende, detaljer kan de ikke nå at se. Sim-pli-ci-tet er nøgleordet.
Tommel 2: Tænk stort, tænk småt, tænk responsivt
Jeg har allerede skrevet, at logoet jo ofte er småt. Men nogen gange er det endnu mindre, f.eks. webstedikonet, når man er inde på din webside. Eller det bliver brugt på noget markedsføringsmateriale, blæst op på et stort flag eller sat ind i en helt fjerde kontekst.
Derfor er det vigtigt, at du har forskellige størrelser af dit logo. En version uden tekst, en version i lille, versioner, hvor der er flyttet på et element, så det fylder mindre. Der er mange måder at gøre det skalerbart på.


Hos Sundhedshuset har vi den gængse, som du så før, og derudover har vi lavet en kvadratisk version og en udgave kun med bomærket og kun med teksten. Det giver et bredt udvalg af anvendelsesmuligheder, så der er altid er en version, der passer.
Tommel 3: En pakkeløsning til alle kontekster
Det hænger sammen med responsivitet – at det er skalerbart, men der er mere. Hav udgaver i almindelige farver, i sort og i hvid – måske også i kontrastfarver. Hav det gemt som CMYK (til tryk) og som RGB (til web). Hav det gemt i forskellige filformater – PNG, JPEG og EPS. Sådan gør du det meget nemmere for dig selv, når du altid kan gå ind og finde den udgave, du mangler, fremfor at skulle ind i original-illustratorfilen hver gang for at redigere og gemme ud.

Der kan være flere udgaver, som er nødvendige – i Sundhedshusets tilfælde skulle vi f.eks. også have en udgave uden gradient, da det ikke altid kan bruges på tryk.
Vi tager den korte opsummering:
- Tommel 1: Det skal være enkelt – virkelig enkelt
- Tommel 2: Tænk stort, tænk småt, tænk responsivt
- Tommel 3: En pakkeløsning til alle kontekster
Skal du bruge et nyt logo, er vi lige her. Til en skarp pris på 5000,- (excl. moms) får du en responsiv logopakke, som sender de helt rigtige signaler om dig. Du skriver bare til mig, [email protected].